Tidligere klima-mad kurser


2/10 2010

Den første gang, FA21 arrangerede klimamad-kursus var det Kirsten Skaarup der var leder,og udgangspunktet var CO2-udledning fra hhv. kød og planter. Kirsten Skaarup er ikke uddannet kok, men begyndte at opfinde sine egne retter, da hun for mange år siden valgte at blive vegetar. På kurset videregav hun mange gode råd og har i øvrigt udgivet en del kogebøger. Meget kendt er 'Det kærlige køkken - grøn mad til en sårbar planet'. Hendes 'kødfri fredage' vandt stor popularitet, og på kurset kom da også kikærter, rodfrugter og tang og julepaté med østershatte og porrer på menuen.

De 11 deltagerne fik alle kursets 8 opskrifter med hjem. Min favorit derfra er stadig linsesuppe med sennepsolie. Siden er det altid lykkedes at samle de 20 voksne, som skolekøkkenet rummer.


5/3 2011

Klimakokken Anita Dietz gav sit bud på vintermad med masser af grønsager samt simrekød, som blev leveret fra den lokale økologiske græsserforening, ’Koklapperne’. Vi oprettede denne populære forening i 2001, men netop i år har det været nødvendigt at nedlægge den, som konsekvens af Furesø Kommunes vision om at omdanne området til vild naturgræsning. FA21 har udarbejdet en lille folder, der giver fagligt belæg for at der faktisk er en CO2-gevinst ved at vælge kød fra græsserkvæg, når der en gang imellem er kød på menuen.


12/11 2011

Sachiko Kuramoto præsenterede derefter Klimamad på japansk! En meget spændende oplevelse, med 8 meget velbeskrevne opskrifter og arbejdsplan for 4 grupper, der hver lavede 4 af retterne.

Sachiko demonstrerede, hvordan man skærer grønsagerne og lyndamper dem i gryde, så energiforbruget mindskes ved tilberedningen. Hun lærte os at marinere fisk og kylling, hvordan man bruger af miso og konbu-tang og andre eksotiske madvarer, som dog alle sammen blev købt her i København – i spændende forretninger! Efterhånden er det lettere at fylde klimamadkurserne!


September 2012 :

I forbindelse med Furesø Natur- og Miljøfestival kom Kirsten Skaarup igen med et børnekursus, hvor hun præsenterede alternative forslag til burgerboller, burgerbøffer, pommes frites og forskellige former for smørepålæg. Gode opskrifter, som vi har endnu, men desværre var der ikke så mange unge, der meldte sig.


Sachiko Kuramoto havde også et festival-værksted, hvor vi blandt andet lærte kunsten at lave sushi - og dér var helt fyldt op.


4/5 2013

Anita Dietz’ 2.klimakursus, havde fokus på dansk tang i anledning af hendes nye bog: Tang – et hav af mad. Lokale råstoffer, så lidt kød som muligt og så korte tilberedningstider /elforbrug var også overskrifter for kurset. Man kan se mange af hendes opskrifter på hendes hjemmeside.

Kurset gav anledning til, at man i nogle år derefter kunne købe forskellige findelte typer af dansk tang (bl.a. blæretang og savtang) hos SuperBest (før Meny).


FA21 har også ved generalforsamling 2025 haft et oplæg om de gavnlige virkninger af tang. Der var Ditte Baun Hermund, der fortalte om sit forskningsarbejde med at fremstille næringsrig fremtidsmad i Danmark af både tang og mikroalger.


Siden har FA21 demonstreret andre miljø- og klimavenlige fødemidler på det årlige høstmarked i Skolelandbruget og på markederne ved de kommunale ’miljødage’ (som oprindelig blev ’opfundet’ før kommunesammenlægningen af Værløse Agenda 21. Begge aktiviteter er nu skåret væk. Det var emner som ’Mindre madspild’ og genanvendelse af mask fra øl produktion, AGRAIN-produkterne.

Endvidere har vi mærket stor interesse for CookIt, den smarte, transportable form for høkasse, med hvilken man virkelig kan spare elektricitet i det daglige. Vi anbefaler dette produkt i høj grad – med en fin hjemmeside, der har mange opskrifter.


Denne side er skrevet af Jane Lindum og

ajourført d. 12. december 2025. kl. 21:20